Mit arbejde med naturen og organisk kvindeliv

Du er ikke adskilt
 Du er vævet ind i et kæmpe net – bevidsthedens net, jordens grid. Alt levende er en del af dig, og du er en del af alt. Den ensomhed, du føler?
 Den er en illusion. Du er allerede omfavnet.

Du er allerede nok
Du behøver ikke bevise din værdi. Du behøver ikke at være perfekt, produktiv, smuk eller succesfuld for at være elsket. Du er nok – præcis som du er, lige nu, med dine sår, din træthed, dine tvivl. Det er løgnen om "ikke nok", der har holdt verden fanget i generationer.

Smerte er ikke din fjende
– den er din portal. Den smerte, du mærker (din egen og andres), er ikke straf. Den er en invitation til at omsætte – til at lade den flyde gennem dig og blive til lys. Du er ikke her for at lide. Du er her for at transformere.

Jorden husker dig                                      Du er ikke en gæst på jorden. Du er hendes barn. Hun længes efter dig lige så meget, som du længes efter hende. Når du står barfodet, når du synger til hende, når du giver hende din smerte, så heler I hinanden.

Den nye cirkel er allerede her            Stammen kommer. Kvinderne står op. Mændene knæler i ærbødighed. Det gamle mønster – jagt, kontrol, adskillelse – er ved at dø. Det nye – samhørighed, tilstrækkelighed, frihed – er ved at blive født.

Og vi er ikke kun vidner. Vi er livmoderen.

Hver gang én af os tør blive siddende med smerten, der ikke har et navn, hver gang én af os holder døren åben for tårerne uden at skynde sig at tørre dem væk, hver gang nogen lader raseriet komme uden at gøre det til et våben mod en anden, hver gang nogen siger ja til at føle sig lille, sårbar, bange, skamfuld – uden at løbe fra det – så trækker vi vejret ind i den nye verden.

Følelsen er ikke forstyrrelsen. Følelsen er vejrtrækningen, der starter hjertet i det barn, der skal fødes.

Så når det bliver for stort, for mørkt, for stille, for højlydt inde i dig – så husk: det er ikke bevis på, at du fejler. Det er bevis på, at du stadig er med i fødslen.

Vi skaber ikke den nye tid ved at blive færdige med vores følelser. Vi skaber den ved at turde være levende i dem – rå, ufiltrerede, ufuldkomne – mens vi holder hinandens blik og siger:

"Jeg ser dig. Jeg løber ikke. Kom bare. Alt må komme."

Og i det øjeblik, hvor vi holder ud sammen i det, der føles uudholdeligt, så glider den lille, usynlige hånd ind i vores – og Gaia Sophia ånder ud gennem os alle på én gang.

Velkommen hjem. Vi er allerede i fødselskanalen. Og vi er ikke alene.

Hvad er kvindeliv

Kvindekroppen gennemgår mange faser, det gør kvindepsyken også.
En iboende kraft til at skabe og nære. Vi må skabe for os selv først og nære os selv både kropsligt, seksuelt, sjæleligt og psykisk.
Vi er skabt til at have kvinde fællesskaber, dele, sludre, opdage,nære og skabe sammen. Tale om det der er allersværest at tale om og  hvor vores sårbarhed bliver taget imod uden fordømmelse. Så mærker vi at vi er nok.
Kvinder er sammenholdkraften og i et samfund og en familiestruktur i opløsning, kvinder er limen. Når vi mærker vi er nok, bevæger vi os organisk i vores feminine univers, insisterende på vores forskellighed fra det maskuline.

Mange kvinder føler sig ikke nok som grundessens

Lad os tage vores grundessens tilbage

Som kvinder er vi gået ud i livet med mange kodninger om hvad vi skal være. Vi går igennem livet med disse og gemmer tomheden, ensomheden, vreden og skammen dybt i vores indre.
Dette kommer tit til udtryk i sygdom, mistrivsel, stress,angst og depression.
Som kvinder er fra naturens side skabt til at skabe liv, ikke kun føde børn, men også skabe varme, skønhed, væren og rummelighed.
"En mand kan bygge et hus, men en kvinde skaber et hjem"
Dybt i vores biologi og sjæl er vi forbundet til det sted vi bor på, moder jord, ligesom vi er intuitive og sanselige.
Alt dette klasher i en hård maskuliniseret verden af præstationer. Hverken mænd eller kvinder synes at kunne finde sin indre balance i dette.
Kvinden har brug for en tryg ramme til at skabe i, en ramme hvor hun har plads til sit fluktuerende følelsesliv og til at være sig.
Vi er kommet meget langt væk for dette.
Vi som kvinder mærker længslen efter et organisk liv og har kraften til at skabe det.
Sammen må vi "synge" eller "spinde en ny virkelighed til skabelse, hvorefter vi kan kalde manden ind til at skabe rammen.
Vi er mere end nok.